Høj på livet og tungmetaller

Nå, men jeg har læst caffeine blues og besluttet at stoppe med at drikke kaffe. Jeg brugte julen på at trappe ned til morgenkaffen og siden sidste søndag har jeg ikke indtaget så meget som et mg koffein. Det har været åndssvagt svært. Mystisk uhelbredelig hovedpine og, lidt overraskende, en trang til tun der truer med at medfører kviksølvsforgiftning, er bare nogen af abstinenssymptomerne. Jeg har været træt hele dagen og ikke kunne sove om natten. Jeg har gloet åndfraværende på tapetet i timevis. Det er fucking narko.

Så bær over med mig når jeg siger, at den stort anlagte opdatering af bloggens design kommer til at vente et par dage, mindst. Jeg fornemmer at være på vej tilbage, men har indtil videre ikke kunne overskue mere end at nedfælde følgende hovedtræk fra prinsesseuge 1, 2015:

Venner

Iris fik, blandt meget andet, en My Friend Cayla i julegave. Kender du den? Den har vist haft reklamer i fjernsynet. Det er en ‘smart doll’ der skulle kunne have en samtale med barnet, svare på spørgsmål og den slags.
— Hej, jeg hedder Cayla
— Hej, My Friend Cayla!
— Kan du godt lide grøntsager?
— Øh…Nej!
— Jeg elsker grøntsager, men jeg kan også godt lide sukker ved særlige lejligheder.
— Nå. Hun er lidt underlig, ikke?
— Det ved jeg ikke, desværre.
— Øh, altså hvad …
— Det ved jeg ikke, jeg er meget ked af det.
— Hallo! Du afbryder!
— Jeg er ked af det, det ved jeg ikke.
— …
— Kan du lide grøntsager? Jeg elsker grøntsager.

Og så videre. Så hun er en rimelig kikset ven, men Iris er glad for hende alligevel, hun lader bare være med at tænde og taler selv for den.

Nytår

Der har efterhånden udviklet sig den faste arbejdsfordeling, at mor tager julen og grinchen får nytårsaften. Indtil nu har det mest betydet at vi har leget med bordbomber, truthorn og guirlander, men i år havde vi aftalt at vi skulle have noget rigtigt fyrværkeri. Vi købte et sølvsortiment. Og en masse knaldperler.

Og beskyttelsesbriller, selvfølgelig, selv om vi hele tiden måtte minde hinanden om at få dem skubbet ned fra håret. Så vildt er krudtet i et sølvsortiment heller ikke. Mest nogen jordfræsere, 15 sygt sørgelige romerlys og en ret uinspireret fontæne. Og så røgbomberne, der i navnlig grad blev fremhævet som en skuffelse af Iris.
— Ej, de er altså kedelige!
— Måske hvis vi prøver med 2 på en gang?
— Nej, skal vi ikke bare kaste med knaldperler?
Det mente jeg ikke helt fik formidlet nytårsbudskabet, så jeg overtalte hende til at gå en tur, så vi kunne se på noget mindre fattigrøvsagtigt pyroteknik. Det var der rigeligt af, selvom folk i sydhavnen generelt prioriterer det andet aspekt af højtiden, sanseløs druk.

Men pludselig, midt på Mozarts plads, blev det hele for meget for prinsessen. Hun ville hjem øjeblikkeligt, og krævede at blive båret. På vejen erklærede hun at hun ikke havde tænkt sig at hoppe ind i det nye år, ikke ville se rådhusuret slå tolv i fjernsynet eller kigge ud af vinduet på fyrværkeriet. Hun ville gerne have en stille aften nu. Og så sagde hun:
— Jeg kan faktisk ikke lide når nogen bliver stolte af mig. Så stiller de bare alle mulige spørgsmål og snakker højt og så bliver jeg bange for dem.
Vi havde ikke snakket med nogen, så jeg tror det var en generel udtalelse.

Hun faldt i søvn kvart over 11. Det er lidt en store-børns-aften, mindst. Næste år prøver vi med at prioriterer enkelte kvalitetsraketter og kransekagen, tror jeg.

Rigtige venner

Jeg begynder at fornemme hvad venindedramaet nede i børnehaven handler om. Så vidt jeg kan forstå, hænger sagen nogenlunde sådan her sammen: Iris og Bjørk er bedste venner, det ved hele børnehaven. For Iris er der imidlertid det store problem, at hun aldrig må være Elsa, når de leger Frost. Det vil Bjørk være. Iris må tage til takke med at være Anna. Derfor går Iris konstant med tanker om at udnævne Amalie til ny bedste veninde, og blive Elsa-Kalif i stedet for Elsa-kaliffen.

Og held og lykke med det, men så let tror jeg ikke den rødhårede giver sig. Hun er både stærkere og snedigere end Amalie, og hun har allerede demonstreret sin jernvilje da hun skubbede Sofia ud på sidelinjen. Det er også godt for Iris at lære at der ingen skam er i at være nummer 2.

Kareten

Vi har en trækvogn, så bare pis af, Nihola-fyr. Den er egentlig beregnet til sommermånederne, så vi kan komme ned i valbyparken med vores campingstole, parasol, køletaske, legeting og det hele, men den har været overraskende meget i brug her i juleferien, idet Iris stædigt har nægtet at gå nogen steder, hvis det rent faktisk betød at gå.

Så vi har handlet i trækvognen, gået tur med den og sågar været på Mac med den, med Iris, skiftevis syngende, netflix-kiggende og vildt kastende med knaldperler, siddende i sin flyverdragt på et par puder og alle indkøbene.

Sådan en burde alle have.

Mele Kalikimaka

Her er en lidt forsinket rapport om resten af uge 51, med lidt meta-nyheder i bunden.

Sandhed eller konsekvens

På vej hjem i bussen, torsdag eftermiddag.
— Hvad betyder konsekvens?
— Tja…Hvor har du hørt det ord henne?
— Det sagde du. I dag.
— Nå. I hvilken kontekst?
— Hvad?
— Ikke noget.
— Men hvad betyder det?
Det er et svært ord at forklare, så hvor end det nu gik til, endte det hele med at vi legede preteen-legen Sandhed eller Konsekvens i stedet for. Det var drønsjovt. Jeg fik afsløret at hendes yndlings-pædagog er Malene, at hun godt lidt kan lide Christian af drengene og at hendes bedste veninde er Bjørk. Hun spurgte mig om jeg nogensinde har redet på en hest og hvad jeg havde fået at spise i dag. Og vi fik stået på ét ben, rakt tunge ud af bussen og givet kindkys begge 2. Hun skulle være klar til akavede pyjamasparties.

Julegaven

De har lavet gaver nede i børnehaven.
— Ja, nogen måtte kun lave én, men jeg var heldig, fordi jeg bor 2 steder, så jeg måtte lave 2.
Jeg var også heldig, for jeg måtte åbne min allerede fredag aften, aftalte vi. Det var en kop, som hun havde malet på. Dem kan man ikke få for mange af.
— Du må ikke sige det til mor, men det er det samme der er i hendes! Men hendes er lidt pænere.
— Min er ellers også rigtig pæn.
— Ja. Så blev du rigtig glad for den, og sagde “nej, hvor er den smuk”. Ja.
— Ja. Jeg er superglad for den.
— Ja.

 Skoldkopper

Retrospektivt set startede det onsdag, hvor hun var hjemme. Hun havde feber og hostede. Der står ikke noget nogen steder om at man skal hoste fordi man har skoldkopper, men det gjorde Iris altså. Hun blev en hel del friskere op af dagen, så hun kom i børnehave både torsdag og fredag. Da jeg hentede hende fredag, havde hun lige klaget til en af pædagogerne, over at have ondt i en rød prik i siden. Da hun kom i bad viste det sig der var 2 prikker, og senere på aftenen 3 og så pludselig en i panden og så videre. Da jeg afleverede hende søndag formiddag var det som indiskutabelt skoldkopperamt.

Jeg synes det er synd for hende, at hun skal have det i julen, men internettet har forsikret mig for at det ikke er synderlig farligt og hun tager det egentlig meget pænt.

Meta

De første indlæg på bloggen, dem fra 2011, skrev jeg sådan mest for at se om jeg kunne og for at forsøge at forklare en ven hvad det fede i at have børn er. Han har stadig ikke læst den, selv om det vedbliver at være allerøverst på hans to-do liste, han har bare sådan lidt travlt, du ved.

Så genoptog jeg den for nogen måneder siden. Her kan jeg henvise til blogbeskrivelsen.

Men nu er jeg begyndt at have nogen andre ting at skulle skrive om aftenen, når Iris er gået i seng, så om ikke andet så derfor: Jeg vender tilbage i det nye år i nyt format, og forhåbentlig på redesignet side. Det bliver med en samlet rapport over ugen der gik, om søndagen i ulige uger, og så lidt ekstra, som det nu passer sig.

Toss and wash

Det har aldrig været særlig nemt at lokke morgenmad i prinsessen, så for nu at prøve noget nyt har jeg købt sådan et sortiment med alle mulige små pakker med Kelloggs-ting i, så vi kunne se hvad hun bedst kan lide. Den slags er naturligvis rent funktionelt det samme som slik, men når nu samfundet insisterer på at anerkende det som et rigtig måltid må jeg vel bøje mig. Så brokker de sig i det mindste ikke i børnehaven.

Hun kan bedst lide coco pops. Uden mælk.
— Du kan sgu da ikke spise det uden mælk?!
— Jo! Ingen mælk! De bliver bare helt bløde og underlige og … Prhhht!
— Nå. Men så kan du få et glas mælk ved siden af. Du skal altså have noget nogenlunde fornuftigt også.
— Godt tænkt, far! Hvor er du klog.
Det varmer altid at få sit intellekt anerkendt af en 5-årig, for selv om niveauet måske ikke er så højt, er det i hvert fald oprigtigt ment.

Da jeg hentede hende var hun igang med at feje gulv på zebrastuen. Det er vel egentlig skruebrækkeri over for det altid flinke rengøringspersonale, men hun hyggede sig med det. Hun gider ellers aldrig hjælpe herhjemme.

Det gad hun heller ikke i dag, hun ville lege gemmeleg. Det er lang tid siden vi har leget det, og det har altid været lidt lallet, fordi hun stod og grinte når hun skulle gemme sig og gav mig besked på hvor jeg skulle gemme mig, når det blev min tur. Men i dag var det rigtig, vaskeægte gemmeleg. Jeg sad i et kvarter i entreskabet og savnede min telefon.

Så spiste vi hotdogs og så Vinterby Øster, klistrede klistermærker op på hoveddøren og kiggede på glansbilleder
— Hvad er glansbilleder, far?
— Altså…Sådan nogen her?
— Ja. Hvad er det?
— Det er dem her. Det er glansbilleder.
— Ja, men hvad skal man bruge dem til?
— Altså, de er bare pæne, ligesom klistermær…
— De er overhovedet ikke ligesom klistermærker! De kan ikke sidde fast.
— Nej, nej, men de er da stadig pæne.
Hun kiggede surt på dem, men svarede ikke. Lidt efter lyste hun op i et stort smil
— Fa-ar? Har vi noget lim?
Vi kunne gudskelov ikke finde limstiften, men det er næppe det sidste jeg har hørt til den idé, så jeg tænker intensivt over noget andet at gøre med dem. Hvad fanden bruger man glansbilleder til?

Men fuck Leonardo, den duksedreng

Vi blev vækket af en sociopat og hans enorme kanonslag. Så sov vi da ikke over os og der er nu noget majestætisk over sådan et ordentlig drøn, der får vinduerne til at blafre og det hele.
— Jeg tror der er kartoffelskiver.
— Øh…Kartoffelskiver?
— Ja. Kommer du så?
— Hvorhen?
— I børnehaven! Og ser mig lave Lucia-optog.
— Nåeh! Mener du æbleskiver?
— Ja, jeg tror der er æbleskiver, kommer du så?
På vej i børnehaven fik jeg forklaret hende at jeg selvfølgelig nok skulle komme, men at jeg måske ville være lidt senere på den end de andre forældre. Og at mor jo desværre ikke kunne komme, hun er jo norgesfarende.

Jeg kom væltende sådan en halv time for sent eller noget, og Iris vendte sig straks om mod en pædagog og råbte triumferende
— Jeg sagde jo han kom! Se Malene, min far er kommet!
Jeg var ikke sindssyg stolt ved situationen, men hey, man kan vel ikke sådan uden videre regne med at folk kan få fri til kl. 15, kan man? I øvrigt skete det vigtige, Lucia-optoget, først til sidst.

Og det var uendelig smukt da børnehavens største piger (+ Yousef) gik taktfast over legepladsen, med hvide kjoler over deres flyverdragt og batteridrevne stearinlys i hænderne. De har øvet en hel måned, men man kan vist ikke træne sig til at ignorere at mor og far står og småtuder af glæde. Under ledelse af et par pædagoger gik det hele dog fint.

Så tog vi hjem. Jeg bar hende hele vejen, for hun erklærede at være helt udmattet af alt det optogs-sjov, og fair nok, man er vel kun Lucia-pige en gang om året.

Velankommen til sydvest gav hun sig til at se LEGO Ninjago. Det er vist det mest drengede hun nogensinde har kastet sig over, men det har åbenbart fanget hendes interesse. I hvert fald så hun det resten af aftenen, kun afbrudt af et bad og et ret omsonst forsøg på at hælde lidt rigtig mad ned til alle æbleskiverne.

Det rammer sådan lidt ind i en diskussion jeg har haft: Om det er lettere for en mand at interessere sig for drenges end pigers legetøj? Jeg mener nej. Jeg er en voksen, der interesserer sig for voksenagtige ting, såsom politik, litteratur, filosofi  og etnobotanik. Dét er det primære skel. At se børne-tv vil altid være noget jeg gør med de udviklingspsykologiske briller på, jeg kigger mindst ligeså meget på hende som på filmen. Om jeg skal forholde mig til Barbie eller Spiderman gør ingen forskel i det regnskab, måske er det endda en smule nemmere, fordi jeg ikke har mine egne barndomsfordomme med i bagagen. Havde hun været en dreng havde det sikkert været svært ikke at forsøge at indpode hende min gamle kærlighed til Turtles, navnlig Michelangelo, Jeg ville hellere have set My Little Pony, er vist det jeg forsøger at sige. Jeg mener, LEGO-ninjaer? Spinjitzu? WTF?

Men det nytter vist intet, i hvert fald var det sidste hun sagde, inden hun faldt i søvn, at hun gerne ville have noget LEGO star wars. Gad vide hvad der er på færde?

Darth Vanessa

Jeg er tyvstartet prinsesseugen. Mor og kæresten skal til Norge, guderne må vide hvorfor, i hvert fald fik jeg hende leveret ved 17-tiden.
— Der var røg i børnehaven!
Mor havde godt sagt det, det var i torsdags.
— Der var nok nogen af børnene der ville lave ild og overtage verden. Men det var ikke Bjørk. Det kunne hun ikke finde på
— Nej, det tror jeg heller ikke…
— Nej, det var nok Vanessa. Hun driller mig.
— Driller hun? Det må hun ikke…
— Nej, eller lave ild, det må hun heller ikke.
Der var altså heller ingen ild, så vidt jeg er orienteret. Bare noget røg. Og alle børnene, Vanessa inklusiv, var ude på legepladsen.
— Det er kun når jeg ikke er hendes ven hun driller mig. Så jeg vil godt være hendes ven. Men så må Bjørk ikke være med.
— Nej, det holder ikke. Kan i ikke lege alle 3?
Hun kiggede på mig som om jeg var idiot. Jeg forstår nok ikke rigtig magtforholdende i en børnehave.

Det er også snart slut. Til april skal hun på fritidshjem og være der indtil hun begynder i skole. Så jeg er sådan nærmest holdt op med at brokke mig over børnehaven, selvom man godt kunne fremhæve et par punkter.

Hun fik lidt snacks, kom i bad og gik direkte frivilligt i seng, hvor hun meget hurtigt faldt i søvn. Hun har vist også haft en lang dag, de har været på nationalmuseet, blandt andet, hvor Iris lod sig uddanne til skibsnisse og fik et diplom og det hele.

Pony fra Snave

Nå, men det tager åbenbart tid at få leveret ting fra Hawaii, så jeg har ikke haft så meget overskud, derfor bliver det en kort, samlet og forsinket weekendopdatering.

Fredag måtte vi vente så lang tid på bussen, at Iris, der havde sat sig på et trappetrin, faldt i søvn på åben gade. Hun sov hele vejen hjem og var derfor selvfølgelig vågen til næsten midnat.

Det hævnede sig lørdag morgen, hvor vi sov over os og måtte stresse vildt for at komme i teaterskole. Vi kom kun lidt for sent. Det var sidste gang før jul. Sidste lørdag var der fremvisning, hvor vi var ude og se hvad de havde øvet på, og i dag fik de så udleveret diplomer

diplomJulian fik også en medalje, fordi han har været der i 2 år, hvilket straks fik Iris til at erklære at hun også gerne ville være der i 2 år. Det tror jeg godt kan komme på tale, i hvert fald fulgte der også en evaluering med, for de kører tingene ret hårdt og målrettet oppe i Hellerup:

evaluering

Det vidste jeg vel godt det hele, men det er da rart at få det på skrift.

Og jeg er sådan set glad for teaterskolen. Hun er jo en pivskid på legepladsen og ikke noget oplagt sportstalent, så jeg synes det er en god måde at give hende en smule kropslig bevidsthed. Og det virker, hun er blevet helt god til at danse, sådan rigtigt-agtigt.

Men nu er det altså jule-ferie, og måske kommer den enormt søde lærer Sanne ikke tilbage efter ferien, ærgerligt nok. Så vi må se, med det hele.

Søndag var en meget lang dovnedag. Vi så mindst en milliard afsnit af My Little Pony, som er genialt. Jeg kan bedst lide Rainbow Dash, for jeg har en svaghed for lesbiske, mens Iris insisterer på at kunne lide dem allesammen lige meget, selv Apple Jack, bonderøvsponysmølfen.

Morgenrødens gudinde

Vi vågnede en halv time for sent, men jo stadig mens det føles som midt om natten, og urimelig kort tid efter jeg havde lagt mig. Vi var særdeles pressede på tid, så jeg måtte gå Super-Troels, og kaste hende ned i en flyverdragt, og løbe med hende på armen hele vejen ned til bussen.

Jeg brugte de lyse timer på at drikke en uhyggelig mængde kaffe, og da mørket igen sænkede sig over byen fik jeg fri og hentede hende igen. Jeg glæder mig meget til weekenden, prøve at se hende i dagslys.

Føtex-belysning var det tætteste vi kom på i dag. Vi skulle have mere sæbe til badekarret, og valgte noget der angiveligt ikke skulle svie i øjnene. Det lavede imidlertid næsten heller ingen bobler, så tak for lort Natusan, hvad fanden skal vi bruge det til?

Iris har den platteste humor. Mens hun sad i sit bobbelløse bad, råbte hun til mig inde i stuen.
— Far! Jeg har tisset i badekarret!
— Øh, okay, mumlede jeg, og bevægede mig derud, mens jeg overvejede nedspulingsstrategier og om plastikhandsker var påkrævet. Men da jeg kom derud var hun ved at flække af grin, og erklærede at det bare havde været for sjov. Lidt efter råbte hun igen
— Far! Far! Kom og se min tissebutik!
Så blev jeg sprøjtet med vandpistolen da jeg kom derud, så blev hun sprøjtet med bruseren og så ville hun gerne op af bad.

Det kom hun, fik set julekalender mens hun spiste og kom på hovedet i seng. I Føtex havde hun også fået en snemandsnatlampe, som hun erklærede sin store kærlighed og døbte Ole, indtil det slog hende at noget så smukt måtte være en pige, så skiftede den navn til Aurora og blev slukket.