Færre tentakler end frygtet

I dag så vi…

Ponyo på klippen ved havet

Som far så den:

Det er en manga-ting, eller hvad det nu hedder, når det er lavet i Japan. Instruktøren er vistnok ret berømt, men jeg er ikke en manga-dreng, så jeg var temmelig uforberedt på hvad der ventede os. Jeg forstår dog udmærket hvis bagmanden har skabt sig et rygte, for det er en helt fantastisk film.

Det er grundlæggende den lille havfrue, men ikke bare genfortalt i en ny tid og et andet sted. Selve historien er frigjort fra den Andersenske  slibrighed og formulariske guldaldertankegang og folder sig i stedet ud i en vildt fabulerende fantasi over sin inspirations temaer. Den minder mere om de historier Iris fortæller end mine, og dog formår den at have en helt naturlig og ubesværet fremdrift. Det er digterisk mesterligt, simpelthen beundringsværdigt.

Visuelt er den smuk, slet og ret, når man først har vendet sig til de lidt specielle manga-ansigter og de kiksede frisurer (sidstnævnte dog vist kun karakteristiske for denne film, ikke genren som sådan). Det er f.eks. påfaldende hvor meget mere magisk verden i havet er i denne film, end i Disneys lille havfrue, og så er det i virkeligheden landskabet oven vande der for alvor imponerer.

Bedste person i galleriet er efter min mening moderen, der formår at drikke sig vissen og skvatte om midt på stuegulvet, uden at blive mindre sympatisk af den grund.

9/10, lander vi på, den sidste karakter trukket fra fordi jeg måske er lidt ulden ved slutningen og fordi jeg i mit stille sind håber den kunne blive overgået, selv om det bliver svært.

Som Iris så den:

Straks da den var færdig, gav hun mig et baglæns flyvekys a la Ponyo
— Hvad synes du?
— Den var perfekt!
Og så sagde hun ikke et kvæk mere om den, men gav sig i stedet til at se en eller anden billig amerikansk prinsesse-metervare. Til gengæld havde hun mange flere kommentarer under filmen end hun plejer: Hun ville gerne have at Ponyo blev en pige straks hun blev fundet (som hun havde set i traileren at hun ville blive) og hun mente meget bestemt at faderen var ond, selvom jeg argumenterede for at der ikke for alvor var nogen skurk i denne film. Men hun kunne lide Ponyo, i hvert fald som pige, og jeg glæder mig til at se om hun vender tilbage den, det virker unægteligt som den type film der skaber minder for livet.

Reklamer

Urealistisk få summariske henrettelser

Så er det blevet film-uge, og vi startede med….

Frikvarter: Kampen om sommerferien

Som far så den:

Det er en Disney straight-to-DVD-ting, som bygger på en serie vi aldrig har set. Det gør imidlertid ingenting, man kan sagtens følge med alligevel. Hovedpersonen er T.J., en rask ung dreng, der ser lidt irriterende ud ved første øjekast, men egentlig er okay. Pæn er han ikke, og man kan ikke lade være med at tænke på hvor hård en pubertet der venter ham få år fremme, måske derfor man er tilbøjelig til at se igennem fingre med det når han lejlighedsvis bliver lidt kæphøj.

Under alle omstændigheder: T.J. er næsten eneste barn tilbage i byen efter alle hans venner er taget på ‘summer-camp’, som amerikanerne jo har for vane at plage deres børn med. Han opdager at der foregår mystiske ting på skolen, specifikt uautoriserede eksperimenter med en laserkanon, og forsøger at advare både sine forældre og myndighederne. Han bliver imidlertid ikke taget seriøst, og da hans sidste voksenkontakt, skoleinspektøren, på brutal vis bliver zappet, er det op til T.J. at klare sagen.

Her viser ungersvenden sig at have en ganske kynisk side, idet han simpelthen afpresser sin søster til at køre ham hen for at hente sine venner på forskellige camps. Da gruppen af venner er samlet, og efter lidt indledende besvær er blevet overbevist om at T.J. fortæller sandheden, har vi den klassiske historie om en revolutionær avant-garde, der under stor personlig fare baner vejen for en voldelig omvæltning af skolen og sammen med den mobiliserede arbejderklasse, nej, resten af børnene mener jeg, fordriver de fascistiske kræfter der forsøger at fratage dem deres frihed – helt bogstaveligt, de vil nemlig afskaffe frikvarteret.

Det er alt sammen meget godt, og der er fine pædagogiske pointer om værdien af sammenhold og oprør, men man kan dog godt blive lidt skuffet over at det trods alt kun lykkedes at opretholde status quo. Resultatet – efter et aldeles storslået angreb på skolen – bliver således en genindsættelse af den herskende elite, i form af skoleinspektøren og diverse lærer, der også antydes at være nødvendige for revolutionens succes i første omgang. Hvorfor nu det? Det havde været federe med en reel omfordeling af magten lærer og elever imellem, eller i det mindste et lidt længere frikvarter.

Musikken er glimrende! Mest 60’er-pop og psykedelisk rock, virkelig en godbid til forældrene.

Alt i alt, vi ender på 6/10

Som Iris så den:

Først og fremmest, hun så den 2½ gang i træk.
— Synes du den var god?
— Ja!
— Hvad synes du var godt ved den?
— Den var sjov…og det hele.
— Okay, hvad synes du var…
— Nu vil jeg altså gerne lege.
— Ja, okay, men…

Lige meget nyttede det, hun er aldrig til at aftvinge holdninger umiddelbart efter en film, eller noget som helst andet for den sags skyld. Måske er det mine spørgsmål den er gal med? Men hun gav sig til at lege skolelærer. Jeg var eleven og fik en del opgaver at løse. Det slog mig, at hun jo egentlig ikke er synderlig erfaren med det miljø filmen udspiller sig i.
— Ved du egentlig hvad et frikvarter er?
— Ja! Det er sådan, hvor man skal lege…med de andre børn i skolen.
— Ja, det er rigtig.
— Fa-ar?
— Ja?
— Jeg gider altså ikke gå i børnehave mere, jeg vil gerne i skole nu…

Tja, hvis man vil sælge skolen til de unge mennesker, er det sikkert en god idé at starte med at fortælle om sommerferien.

Men så kommer jeg i tanke om X Factor

Iris kommende skole ligger lige over gaden, jeg kan se den mens jeg sidder her og skriver. Det bliver godt nok noget andet end den 30-40 minutter lange bustur til Nørrebro hver morgen. Og ligeså lange hjemtur. Når den nu ligger så tæt på, er det egentlig underligt at vi aldrig har været på deres legeplads, men det er altså lykkedes at undgå indtil i dag. Det er en meget fin og ny legeplads, med svævebane, trampoliner, et skræmmende højt klatrestativ og meget andet, alt sammen på et kunstgræs-underlag. Vi var imponerede.

Jeg fik prøvet det hele, men Iris er en værre pivskid med den slags. Efter meget snakken frem og tilbage lykkedes det at få hende ud på en hængebro, men så blev det heller ikke vildere. Hun er mest til rolleleg. Det ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved. Eller om jeg skal gøre noget ved det.

Og sådan er det med så meget. Da mor og jeg var til informationsaften på skolen, gik det også op for mig hvor amatøragtig mine forsøg på at lære hende at skrive egentlig har været. Da vi var nede i deres klasselokaler gik jeg rundt og så på de forskellige undervisningsmaterialer og plakater og den slags. Jeg har grebet det helt forkert an, kan jeg godt se, og nu tror jeg nærmest bare jeg lader skolen tage sig af det. Det ér jo trods alt det de er der for. Jeg er nemlig ikke i tvivl om at hun nok skal blive dygtig i skolen. Hun er lærenem og god til at lytte efter, det siger alle, både børnehaven og teaterskolen. Det skinner bare ikke altid så tydelig igennem herhjemme. Det er svært at være lærer, hvis man også skal være den der får hende i bad og i seng. Rollerne bliver rodet rundt.

Så næste uges tema skal hverken være noget med at lære noget og slet ikke mere voksen-lort, det skal være noget hun gider og i forvejen er god til: At se fjernsyn.

Det er sådan en slags pointe for mig, der er ikke noget i vejen med at børn ser fjernsyn. Alt det de gider. Hvis dit 5-årige barn ikke laver andet end at se fjernsyn er der givet et problem, men problemet er næppe at det ser for meget fjernsyn i sig selv. Jeg synes i hvert fald Iris er meget god til at holde balance i det. Hun ser lidt fjernsyn, leger lidt, ofte inspireret af det hun har set, synger sangene, osv. Det har heller aldrig fået hende til at fravælge andre ting, hun har vist aldrig sagt nej til at få en bog læst højt eller gå en tur på legepladsen. Det er et alternativ til at sidde og kede sig, når der ikke lige er andre planer på programmet. Mens jeg laver aftensmad, f.eks. Og hun har lært så meget af det. Hendes ordforråd er helt forrygende, hun kender til alle mulige ting, jeg aldrig var kommet i tanke om at fortælle hende og ingen kan anklage hende for at mangle fantasi. Hvad er problemet så? Desuden, vi lever i en sand guldalder for dansk børnefjernsyn. Ramasjang er fantastisk, den eneste grund til at jeg engang imellem overvejer at betale licens.

Men som sagt, mere om det i næste ulige uge. Det bliver nok noget med anmeldelser og den slags. Hvis nogen kender en fantastisk børnefilm de synes vi burde se, der ikke er Frozen, vil jeg meget gerne høre om det.

Den skulle spiddes, Vlad Tepes-style

Efter gårsdagens indlæg har et par stykker spurgt om hvordan vi egentlig kører det hele, prinsessens mor og jeg, sådan med penge og den slags. I store træk, vi forsøger at dele udgifterne, vi deler børnepengene og prinsessen har adresse hos den der kan få mest ud af det. I Norge, har jeg ladet mig fortælle, kan børnene have adresse både hos mor og far og jeg ville ønske det var sådan her, for det er sådan det reelt er. Vi har hende jo en uge af gangen hver, så hvordan skulle man kunne sige hvor hun bor mest? Vi har aldrig betalt børnebidrag til hinanden. Det er egentlig privatøkonomisk dumt, eftersom man kan trække broderparten af pengene fra i skat, men det virkede forkert, sendte et forkert signal, fordi det ville understrege bopæls-forælderen som den “rigtige” forælder. og det var en vigtig diskussion ikke at skulle have lige da vi gik fra hinanden.

Hun er en glimrende mor, har jeg alle dage måtte indrømme. Og i det hele taget en cool pige, hendes fejl og mangler som kæreste ufortalt. Og jeg var 8 år om at få øje på dén side af sagen, så hvor slemt kan det være?

Under alle omstændigheder, for nogen er det naturligvis anderledes. Nogen har fået barn med én der ikke burde være i nærheden af børn. Eller er fuldstændig urimelig og umulig at indgå aftaler med. Det må være svært. Det ved jeg ikke hvad jeg ellers skal sige til.

Men mange, rigtig mange, er gået fra hinanden på grund af utroskab eller på grund af pengene, fordi de bare har erkendt at de ikke elsker hinanden mere og så videre. Men, ligesom os, med børnenes bedste for øje, siger de. Og så er det at jeg ikke forstår hvordan man kan komme ud i den slags smålige skænderier som folk har. Når man læser i skilsmissefædrenes diskussionstråde (det er dem jeg har læst mest, men jeg fornemmer egentlig det er det samme i kvindeland), sidder folk og diskuterer præcis hvornår en juleaften slutter, når det nu er den anden der har denne jul. Er det efter maden? Til næste dag? Eller hvem der skal betale for skoletaske, og om det inkluderer penalhus?

Dude, du elsker dit barn, vil gå igennem ild og vand, du synes Taken er verdens bedste film, men du kunne ikke lige sluge en kamel eller to over for din eks? Liam Neeson skød hende der kvinden, du ved, der overhovedet ikke havde gjort noget, fordi vi er så fucking ligeglade når det kommer til vores børn. Imens sidder du og er ved at smide det hele ud af vinduet, fordi du føler dig snydt for en plov om måneden, sort of, når man tænker over det, hvis du prøver at se det excel-ark jeg har lavet…

Hvis jeg kunne give folk der har den slags diskussioner et råd skulle det være: Prøv at give dig. Sig selvfølgelig må hun godt få børnene på sin fødselsdag, selv om det det egentlig er din dag. Eller betal for de gummistøvler, uden at kræve halvdelen refunderet. Det kan selvfølgelig ikke blive ved i en uendelighed, man skal heller ikke lade sig træde på, men det kunne jo være din eks faktisk havde en form for ære i livet og begyndte selv at være lidt mere fleksibel, og det har det med at ende ud i et post-forholds-venskab, der er fedt. Tiden læger alle sår, med mindre du bliver ved at holde dem åbne. Det ér altså bedre på den måde, for jer og for børnene.

For det er ikke i virkeligheden fordi du er igang med at hævne dig, vel? Nej? Godt, det ville være fuldstændig uacceptabelt. Det er slut homie, get over it.


I dag har vi været i teaterskole, som vi altid er om lørdagen. Jeg er begyndt at kunne mærke at hun faktisk lære noget, der er ligesom mere system over hendes dansetrin og hun synger i forskellige tonelejer. De skal snart til fremvisning, det glæder jeg mig helt vildt til, selv om jeg ikke ved andet end at hun skal være en løve.

På vej hjem i toget var der en gammel mand der gik rundt og snakkede med alle børnene i toget, men jeg fik med fagter, bag Iris ryg, gjort ham opmærksom på at han godt kunne regne med en flad hvis han kom over til os. Gamle mennesker, gider i ikke godt stoppe det pis? Især hvis i er typerne der rører.

Vi har besøg af Wallersteins retarderede fætter Dracula for tiden og Iris kan overhovedet ikke kende forskel på dem, hvilket er lidt et problem. Wallerstein er en glimrende børne-kat, han er fuldstændig ligeglad med at få kjole på og den slags. Hvis han synes det bliver for meget går han bare ind og lægger sig under sengen, hvor hun ikke kan nå ham. Sådan er Dracula ikke. Han rev hende hendes arm til blods fordi hun trykkede ham på næsen, så hun har spurgt mig om det nu var den rigtige kat hun havde fat i hele eftermiddagen, og jeg har kigget meget ondt på greven. Møgkat.

Ellers har vi bare hygget med Barbiefilm, klippet billeder ud af blade og hun har forsøgt at lære mig nogen af sanglegene fra teaterskolen, men jeg er ikke så god.

Eller mutant, forhåbentlig

Jeg er jo skilsmissefar. Eller nej, samlivsophørsfar, vi var ikke gift. Efter at have genlæst denne uges skriblerier frygter jeg at man kunne få det indtryk at jeg mener systemet i den henseende er fint som det er, hvilket absolut ikke er tilfældet. Jeg er sådan set enig med Foreningen Far i mange ting, først og fremmest at vi trænger til en grundig revision af reglerne på området. De er lavet til en anden tid, dengang det nærmest sagde sig selv at mor beholdte børnene, far betalte børnepenge og tog ungerne med på Bakken en gang i kvartalet, eller havde dem måske hver anden weekend, hvis det gik højt.

Sådan er det jo ikke i dag. Ny Nordisk Far agter at vedblive med at være en del af sit barns hverdag, og selvom det i almindelighed bliver set positivt på fra alle sider, er reglerne absolut ikke særlig hjælpsomme når man skal få det til at lykkedes. Barnet skal have adresse ved den ene forælder, og i vores samfund, hen imod bunden i hvert fald, er det at være bopælsforælder forbundet med en ret betydelig økonomisk gevinst. Når man betænker at en ikke uanseelig del gik fra hinanden på grund af økonomiske uoverensstemmelser i første omgang, er det mildest talt uhensigtsmæssigt. Det er simpelthen umuligt at fortælle systemet, hør her, vi er gået fra hinanden, men som voksne mennesker kan vi sagtens finde ud af at samarbejde om at opdrage vores fælles barn, som vi ikke betragter som mere den ene end den andens. Det er vores, vi har hende lige meget hver. Man må nærmest hustle lidt, skifte barnets adresse rundt som det nu passer bedst og den slags.

Men det er værd at understrege at 80% selv aftaler vilkårene efter et samlivsophør. Resten går i statsamtet. En fjerdedel af dem der går i statsamtet har meget lange sager, af den type hvor beskyldningerne fyger gennem luften og det hele er meget, meget grimt. Det er den mandlige part af disse sager der melder sig ind i Foreningen Far, at dømme ud fra deres facebook-side, i hvert fald.

Og forstå mig ret, det må da være forfærdeligt hvis din eks virkelig er psykotisk, løgnagtig og i det hele taget uden moral i livet. Jeg kender hende jo ikke. Eller dig. Det er svært at sige. Men jeg tror ikke i ville have det specielt meget nemmere med mere rimelige regler, i skal helt sikkert nok finde en måde at gøre livet surt for hinanden. Det irriterer mig bare at det er jer der repræsenterer mig til høringer i folketinget, eksempelvis, og at i er go-to organisation for fars perspektiv i debatten.


Iris blandede sig i dag i en mindst ligeså betændt debat.
— Far, er du muslim?
— Æh, nej, det er jeg ikke…
— Er jeg?
— Nej, heller ikke…
— Ved du godt hvad det er? Det er et sprog, men jeg forstår det ikke…
— Det er altså ikke et sprog, det er en religion, det er noget nogen tror på, altså…
— Jeg tror ikke på muslimer.
— Altså, ikke sådan om de findes, men…
— Nej, det tror jeg ikke de gør. Heller ikke spøgelser.
En lidt overraskende position for en der går i børnehave på indre Nørrebro.

Ellers har den mest stået på hygge, det er jo fredag. Efter børnehaven gik vi i supermarked og købte snacks, tog toget hjem, så Barbiefilm, løste opgaver i et barbieblad og sminkede barbiedukker. Jeg synes hun er bedre end sit rygte, Barbie. Hvad er det i gerne vil have? At hun skal lege med Ninja Turtles? Det er ret svært for hende at identificerer sig med, hun er jo ikke en skildpadde.

Overvejede kort gaffer tape

Før du spørger: Ja, jeg har kun ét bælte. Jeg er sikker på at du har en hel sektion af dit walk-in closet dedikeret til bælter i alle farver og materialer, derude i Valby eller på Frederiksberg eller hvor du nu bor, men det her er Sydhavnen og jeg har kun ét bælte der altid sidder i min eneste cowboybuks og overhovedet ikke matcher mit ene par sko. Altså bortset fra til morges, hvor jeg pludselig måtte erfare at det ikke sad i mine bukser, der derfor faldt ned.
— Øh, hey, prinsesse, har du taget bæltet ud af mine bukser?
Hun sad og åd morgenmad mens hun så Power Puff-pigerne. Hun kiggede lidt distræt over på mig og min hængerøv og så lyste hendes ansigt op i et stort smil.
— Ja! Det har jeg. Det var i går.
— Nå, okay, hvor har du lagt det?
— Det kan jeg ikke huske…
Jeg kiggede lidt rundt i stuen, gik ind på hendes værelse og tjekkede kasserne med legetøj og vendte så tilbage til stuen.
— Kan du ikke lige prøve at tænke dig om. Hvad skulle du bruge det til?
— At lege med, selvfølgelig.
— Jo, men hvor lagde du det så?
— Jamen, det kan jeg ikke huske!
— Ej, helt ærligt…
— Prøv at kigge under sofaen.
Det var ikke under sofaen.
— Nå. Men det var et godt forsøg. Har du kigget på mit værelse?
— Ja. Kan du ikke lige hjælpe med at lede?
— Nej, jeg spiser morgenmad. Og ser Power Puff-pigerne.
Selv om jeg følte mig lidt provokeret, måtte jeg indrømme hun havde en pointe, hun skulle gerne nå at blive færdig med sin morgenmad. Det er ikke fordi hun er til meget hjælp alligevel, hun kigger altid kun under sofaen.
— Hvad legede du, kan du huske det?
Hun kiggede lidt frem for sig.
— Det var noget hvor jeg skulle bruge et bælte, tror jeg…
Stadig mere højlydt bandende gik jeg i gang med at splitte lejligheden ad i jagten på bæltet, subsidiært et passende stykke snor. Til sidst, 5 minutter efter vi skulle være gået, fandt jeg det i vasketøjskurven.
— Så rykker vi! er du færdig?
— Ja, da. Det har jeg været længe.
Mens vi småløb ned til bussen forsøgte jeg at formane hende at hun altså ikke må lege med mine ting, hvis hun ikke lægger dem på plads igen.
— Ej far, hold nu op, det var da meget sjovt.

Jeg så ikke ballademageren før kort tid inden sengetid, for mor og jeg var til infomøde om skolestart. En ny epoke, det bliver vildt. Iris blev hentet af mors kæreste der tog hende med på Mac, så det har vist alt i alt været en glimrende dag for hende.

Fædredebatten? Ikke skænket det en tanke.

Ny Nordisk Far

Rammerne om faderskabet er ændrede i forhold til traditionelt og det samme er diskursen om det gode faderskab, i hvert fald begyndende

Sådan skriver Cecilie til gårsdagens indlæg, og det rammer hovedet på sømmet med den store RUC-hammer. Mit problem er at jeg synes diskursen er lige til at lukke op og skide i. Det er som om den er inspireret af kvindekampen, bare med modsat fortegn: Det handler om at finde sager hvor vores rettigheder angiveligt er blevet trådt under fode, hvor vi mener vi er blevet udsat for blodig uretfærdighed. Derfor får man indlæg som Pive-Daniels føle-pis eller ramaskrig over manglende breve i e-boksen. Men jeg oplever virkelig ikke jeg har nogen grund til at stå frygteligt hårdt på mine rettigheder som far. Jeg synes sjældent jeg møder andet end fuld accept og himmelvendte tommelfingre i den rolle.

Mens man godt kan tale om en mandefrigørelse, altså en frigørelse fra den traditionelle manderolles krav om at skulle være hus-konge og skaffedyr, er tanken om en mandekamp latterlig og næsten uundgåeligt reaktionær. Hvad skulle den bestå i, andet end at få konerne tilbage til kødgryderne? Der er selvfølgelig spørgsmålet om vores lige ret til børnene i forbindelse med samlivsophør, men her er vi uheldigvis repræsenteret af Foreningen Far, der med fråde om munden skriger op om en konspiration mellem statsamtet og mødrene. Der er vist stof nok til et særskilt blogindlæg, så det vil jeg lade ligge lige nu. Især fordi, ligesom jeg ikke rigtig gider snakke om dine følelser, gider jeg ikke høre om dine problemer med din eks, slet ikke når jeg ikke kender hendes version af sagen. Jeg vil gerne vide hvordan du er far.

For den frigjorte far, ham der har smidt fortidens snærende faderrolles lænker af sig, er ny. Og interessant. Og indtil videre nok begrænset til vores breddegrader. Så mens kvinder har århundredes nedarvede erfaringer med børneopdragelse at trække på, har vi kun hinanden.

Heldigvis er det at opdrage et barn ikke væsensforskelligt fra alle mulig andre projekter. Der er sværere, mere omfattende og vigtigere end, say, at reparerer en knallert eller dyrke et bonsai-træ, men metodologien er den samme: Start med at læse wikipedia-artiklen og så gå videre derfra. Resten er trial-and-error. Det er ikke nødvendigt at have en særlig kvinde-intuition eller at være et bløddyr som Daniel.

Og hvis vi gjorde os umage, tænkte os godt om, samarbejdede og udvekslede erfaringer i stedet for at brokke os over indbildte uretfærdigheder, er jeg sikker på vi kunne vise kællingerne at de i sin tid ikke fik lov til at stå for børnene fordi de er bedre til det, men fordi dét, modsat markarbejde, kunne de trods alt overskue. Kom nu, homies!

Prinsessen? Hun har det fint. Cruiser nærmest på autopilot.