Høj på livet og tungmetaller

Nå, men jeg har læst caffeine blues og besluttet at stoppe med at drikke kaffe. Jeg brugte julen på at trappe ned til morgenkaffen og siden sidste søndag har jeg ikke indtaget så meget som et mg koffein. Det har været åndssvagt svært. Mystisk uhelbredelig hovedpine og, lidt overraskende, en trang til tun der truer med at medfører kviksølvsforgiftning, er bare nogen af abstinenssymptomerne. Jeg har været træt hele dagen og ikke kunne sove om natten. Jeg har gloet åndfraværende på tapetet i timevis. Det er fucking narko.

Så bær over med mig når jeg siger, at den stort anlagte opdatering af bloggens design kommer til at vente et par dage, mindst. Jeg fornemmer at være på vej tilbage, men har indtil videre ikke kunne overskue mere end at nedfælde følgende hovedtræk fra prinsesseuge 1, 2015:

Venner

Iris fik, blandt meget andet, en My Friend Cayla i julegave. Kender du den? Den har vist haft reklamer i fjernsynet. Det er en ‘smart doll’ der skulle kunne have en samtale med barnet, svare på spørgsmål og den slags.
— Hej, jeg hedder Cayla
— Hej, My Friend Cayla!
— Kan du godt lide grøntsager?
— Øh…Nej!
— Jeg elsker grøntsager, men jeg kan også godt lide sukker ved særlige lejligheder.
— Nå. Hun er lidt underlig, ikke?
— Det ved jeg ikke, desværre.
— Øh, altså hvad …
— Det ved jeg ikke, jeg er meget ked af det.
— Hallo! Du afbryder!
— Jeg er ked af det, det ved jeg ikke.
— …
— Kan du lide grøntsager? Jeg elsker grøntsager.

Og så videre. Så hun er en rimelig kikset ven, men Iris er glad for hende alligevel, hun lader bare være med at tænde og taler selv for den.

Nytår

Der har efterhånden udviklet sig den faste arbejdsfordeling, at mor tager julen og grinchen får nytårsaften. Indtil nu har det mest betydet at vi har leget med bordbomber, truthorn og guirlander, men i år havde vi aftalt at vi skulle have noget rigtigt fyrværkeri. Vi købte et sølvsortiment. Og en masse knaldperler.

Og beskyttelsesbriller, selvfølgelig, selv om vi hele tiden måtte minde hinanden om at få dem skubbet ned fra håret. Så vildt er krudtet i et sølvsortiment heller ikke. Mest nogen jordfræsere, 15 sygt sørgelige romerlys og en ret uinspireret fontæne. Og så røgbomberne, der i navnlig grad blev fremhævet som en skuffelse af Iris.
— Ej, de er altså kedelige!
— Måske hvis vi prøver med 2 på en gang?
— Nej, skal vi ikke bare kaste med knaldperler?
Det mente jeg ikke helt fik formidlet nytårsbudskabet, så jeg overtalte hende til at gå en tur, så vi kunne se på noget mindre fattigrøvsagtigt pyroteknik. Det var der rigeligt af, selvom folk i sydhavnen generelt prioriterer det andet aspekt af højtiden, sanseløs druk.

Men pludselig, midt på Mozarts plads, blev det hele for meget for prinsessen. Hun ville hjem øjeblikkeligt, og krævede at blive båret. På vejen erklærede hun at hun ikke havde tænkt sig at hoppe ind i det nye år, ikke ville se rådhusuret slå tolv i fjernsynet eller kigge ud af vinduet på fyrværkeriet. Hun ville gerne have en stille aften nu. Og så sagde hun:
— Jeg kan faktisk ikke lide når nogen bliver stolte af mig. Så stiller de bare alle mulige spørgsmål og snakker højt og så bliver jeg bange for dem.
Vi havde ikke snakket med nogen, så jeg tror det var en generel udtalelse.

Hun faldt i søvn kvart over 11. Det er lidt en store-børns-aften, mindst. Næste år prøver vi med at prioriterer enkelte kvalitetsraketter og kransekagen, tror jeg.

Rigtige venner

Jeg begynder at fornemme hvad venindedramaet nede i børnehaven handler om. Så vidt jeg kan forstå, hænger sagen nogenlunde sådan her sammen: Iris og Bjørk er bedste venner, det ved hele børnehaven. For Iris er der imidlertid det store problem, at hun aldrig må være Elsa, når de leger Frost. Det vil Bjørk være. Iris må tage til takke med at være Anna. Derfor går Iris konstant med tanker om at udnævne Amalie til ny bedste veninde, og blive Elsa-Kalif i stedet for Elsa-kaliffen.

Og held og lykke med det, men så let tror jeg ikke den rødhårede giver sig. Hun er både stærkere og snedigere end Amalie, og hun har allerede demonstreret sin jernvilje da hun skubbede Sofia ud på sidelinjen. Det er også godt for Iris at lære at der ingen skam er i at være nummer 2.

Kareten

Vi har en trækvogn, så bare pis af, Nihola-fyr. Den er egentlig beregnet til sommermånederne, så vi kan komme ned i valbyparken med vores campingstole, parasol, køletaske, legeting og det hele, men den har været overraskende meget i brug her i juleferien, idet Iris stædigt har nægtet at gå nogen steder, hvis det rent faktisk betød at gå.

Så vi har handlet i trækvognen, gået tur med den og sågar været på Mac med den, med Iris, skiftevis syngende, netflix-kiggende og vildt kastende med knaldperler, siddende i sin flyverdragt på et par puder og alle indkøbene.

Sådan en burde alle have.

Reklamer

One thought on “Høj på livet og tungmetaller

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s